MARK BERMANN

INTERVIEW

GODE KOLLEGAER ER NØGLEN TIL GOD VEDLIGEHOLDELSE


Hos SDK har MaxMag-redaktionen mødt montøren Mark Bermann for at blive klogere på service og vedligeholdelse af en CASE 721G fra Case Construction. Mark har mange års erfaring, hvoraf en stor del af tiden er brugt på Case Construction-maskiner, så han ved med sikkerhed, hvad der skal kigges efter, når de store maskiner skal serviceres.

Mark starter med at fortælle, at service af en gummiged ikke adskiller sig væsentligt fra service af en traktor, da maskinen følger faste serviceintervaller med tilhørende servicemanual, som montøren selvfølgelig altid skal tage udgangspunkt i.

Vi starter vores gennemgang af maskinen, hvor Mark som det første påpeger vigtigheden af både skift af olie, hydraulikolie og kølervæske på maskinen. ”Det skønne ved at servicere en gummiged er, at studserne sidder samlet, så det hele kan tages af i en omgang til gavn for montøren” fortæller Mark. Herefter lukker Mark hjelmen på maskinen op for at danne sig et overblik over motoren, og de første udskiftninger han foretager er henholdsvis motoroliefilteret, brændstoffilteret og luftfilteret, hvis de vel og mærke trænger.

Her fortæller Mark, at han hellere skifter luftfilteret en gang for meget end en gang for lidt, for det der kan se ud som et lettere slidt luftfilter, kan medføre ærgerlig nedetid midt på sæsonen og i værste fald en ødelagt motor, hvilket kan være en bekostelig affære. ”Jeg ved f.eks. at nogle kunder aldrig går på kompromis og altid får skiftet luftfilteret, når maskinen er til service” understreger Mark.

Et andet vigtigt servicepunkt er remmene, som også altid bliver gennemgået ved service. Hvis der er det mindste tegn på slitage, bliver remmene skiftet, igen for at undgå ærlige driftstop midt i en travl sæson.

Når Mark har gennemgået gummigeden i forhold til servicemanualen, gennemgår han altid om boltene er spændt i hjulakslerne, og hvis de er ved at give sig, bliver de altid efterspændt. Alle øvrige bolte og slanger bliver også tjekket for, om de er spændt korrekt, og hvis Mark ved den visuelle kontrol af maskinen konstaterer den mindste vandring, ved han med det samme, at det er et punkt, han skal være ekstra opmærksom på.

Ved den visuelle kontrol tjekker Mark også altid, om isoleringen er ved at skralle af på gummigedens slanger, for hvis det er tilfældet, ved han, at et brud kan være nært forestående. Derfor skifter han altid slangen i en sådan situation, så ærgerlige nedbrud undgås ude i marken. ”Slanger har en vis levetid, og så skal de skiftes” supplerer Mark.

Sidst men ikke mindst sætter Mark sin computer til gummigeden for at udlæse fejlkoder og opdatere maskinens software.

”Min computer er min bedste ven, men i maskinens skærm er der faktisk også et diagnoseværktøj, der kan give fejlkoder til enten fører eller montør” supplerer Mark. Maskinens eget diagnoseværktøj kan dog aldrig stå alene, så hvis der er det mindste, supplerer Mark altid med sin computer.

De fleste fejlkoder er lige til at løse, men hvis der er en fejlkode som er ukendt for Mark er hjælpen lige om hjørnet. ” I SDK er vi hel-digvis rigtig gode til at hjælpe hinanden, så hvis jeg står i en situation, som jeg ikke har stået i før, har jeg mine gode kollegaer fra en af de andre afdelinger, som jeg kan trække på. Vi ringer sammen på vej ud til kunden for at drøfte problemet, og når jeg er færdig hos kunden igen, ringer jeg altid retur og giver en tilbagemelding. Vi følger op på hinanden, så vi alle sammen bliver klogere – det er vi rigtig gode til hos SDK. Vi skal bare have kunden ud at køre igen” afslutter Mark.