På værkstedet hos Frost Føns Traktor- og Maskinservice skal værkfører Mikkel Føns til og i gang med at montere et to-kreds bremseudtag på en Optum 300, hvilket skyldes, at der fra 2025 vil være krav til to-kreds bremser på alle påhængsvogne og redskaber.

Case IH leverer dog allerede nu både to-kreds hydraulisk- og luftbremser fra fabrikken samt i kombination, hvilket er mere sikkert, da det er muligt stadigvæk at bremse, selvom den ene af de to slanger på systemet bliver udsat for brud.

Luftbremser er det nye sort

Flere uvildige rådgivere inden for landbruget anbefaler i dag et luftbremsesystem på traktoren frem for et hydraulisk bremsesystem, da det både er billigere og mere fleksibelt. Luftbremsesystemer er også andre bremsetyper overlegne, både i forhold til reaktionstid og bremseevne, og samtidigt er der stigende interesse for luftbremser, da alle parter indenfor landbruget ønsker at øge trafiksikkerheden. 

Det ses ved, at flere aktører inden for branchen sigter efter at sælge eller levere påhængsvogne og redskaber kun med luftbremser indenfor de kommende år, hvorfor det kan være en god ide at investere i løsningen allerede i dag.

Hellere i dag end i morgen

Med nyfunden viden kommer der gerne mange spørgsmål. I forhold til hvilke planer du har for din maskinpark, er der forskellige scenarier, som der kan udspille sig på baggrund af de nye lovkrav.

Har du i forvejen en traktor stående i maskinhuset, så kan du få lov at køre videre med den, uanset hvilken type af bremser den har, dog kan du ikke sælge den videre til en anden part uden at eftermontere et to-kreds bremseudtag. Fleksibiliteten i din maskinpark kan dog nedsættes, hvis du vælger at investere i en ny vogn eller et nyt redskab med luftbremser. Redskabet vil i mange tilfælde ikke kunne kombineres med din ældre traktor. 

Mulighederne vil derfor være enten at investere i en ny traktor eller eftermontere et to-kreds luftbremseudtag på den nuværende traktor. Sættet findes til langt de fleste af Case IH traktorer, og monteringstiden er blot et par dage. Dette kan selvfølgelig variere i forhold til traktorens model, alder, og stand, og man bør altid overveje traktorens levetid og værdi - ellers kan projektets omkostninger overstige traktorens restværdi.

Selvom de nye skærpede lovkrav til påhængsvogne og redskaber først træder i kraft i 2025, er de allerede nu værd at have med i overvejelserne, så du investerer i den rette maskine, påhængsvogn eller redskab og dermed sikrer fleksibiliteten i din maskinpark, og undgår unødige udgifter.