VEDLIGEHOLDELSE

AF MEJETÆRSKEREN


Owning Your Brand's Social Community Drives More Shoppers and Sales


KLAR TIL 2024!

Høsten 2023 er overstået, og der er nu brug for at få gennemgået mejetærskeren, så den også fungerer upåklageligt i 2024. En gennemgang hos en autoriseret Case IH-forhandler består af et 200-punkts tjek udført af vores mejetærskerspecialister.

En af de specialister er servicetekniker Martin Tryk fra Yding Smedie & Maskiner, som vi har sat i stævne for at høre mere om service af mejetærskeren. Martin har haft speciale i Case IH mejetærskere i 9 år, så han er en erfaren servicetekniker, der ved, hvad der skal kigges efter på en mejetærsker efter endt høst.

Et service starter altid med, at maskinens servicehistorik gennemgås, så servicetknikeren har et overblik over udskiftninger og opmærksomhedspunkter fra året inden. 

Herefter starter servicet ved sluget, ved at kæderne i indføringen og medbringeren kontrolleres for slid eller stenskader. Netop stenskader forventes der flere af i år end sidste år, fordi mejetærskeren har været nødt til at samle afgrøderne op helt nede ved jorden. I indføringen kontrolleres aksler og lejer også for slør, og hvis slør konstateres, udskiftes den pågældende del.

Efter indføringen bevæger servicet sig op til rotoren, hvor der igen bliver kontrolleret for slør på lejer og koblinger. Slør i rotoren kan opstå, hvis mejetærskeren tager fremmedlegemer med op, og ødelægger tætningerne omkring lejerne. I rotoren kontrolleres også alle slagler for slid og skader, og hvis der er skader på slaglerne, udskiftes de i begge sider for at opnå balance. Alle broerne i rotoren kontrolleres for stenskader, og repareres eller udskiftes ved slitage.

SNITTEREN GENNEMGÅS

Mejetærskerens snitter serviceres herefter, og her starter serviceteknikeren med en gennemgang af svøbet. Et defekt svøb kan resultere i for store halmmængder i snitteren og efterfølgende tilstopning, hvorfor dette punkt er særdeles vigtigt ved service. Derudover udskiftes eller vendes slidte snitterknive for at undgå, at mejetærskeren bruger for mange heste i høst. Snitterknive blive slidte på grund af vådt materiale, og i tilfælde hvor kunderne ønsker at køre med 100% i modskæret. Det er særdeles vigtigt, at kunderne ikke begynder at slibe knivene for at undgå en udskiftning, da de er vejet af og passer perfekt til snitteren. Modskæret gennemgås også, og hvis det er sløvt, slibes det op eller udskiftes. Det sidste der kontrolleres på snitteren er trækremmene, som ved slitage enten skal smøres op eller udskiftes.

Derudover kontrolleres mejetærskerens solde for skader, om de kører som de skal, og om åbningen passer med det som står oppe i skærmene. Soldkassens position kontrolleres, hvis den er bragt ud af position ved høst i ujævnt terræn, og slidte lejer og ruller udskiftes, så solden ikke rammer chassiset.

Sprederen kontrolleres også, og her kigges der efter, om spredemotoren og aktuatorerne kører som de skal. Igen kan nedsat funktion eller slitage skyldes det høstet materiale, og hvis nedsat funktion konstateres, udføres der en kalibrering. I returen kontrolleres lejer på bundsnegle og skovlhjul samt remmenes tilstand, og herefter gennemgås kornelevatoren. Her kontrolleres kæder og remme for slitage, og hvis kæden er slidt, kortes den op eller udskiftes.

Skærebordet er godt slidt i år, så her vil der både være knivblokke, fingre, indføringspigge og slæbesko, der skal skiftes. Knivtrækket skal også kontrolleres for slitage og smøres efter. Slitage på kæderne i trækkene skyldes som regel hård belastning og manglende smøring, så her er det vigtigt at være ekstra opmærksom i forbindelse med den daglige smøring.

Det kontrolleres også om lys og lygter er i god stand, og hvis der er røget en pære eller flækket en kuppel i et rotorblink, skiftes det til et nyt. Hvis kunden ønsker en justering af lysets position, hjælper serviceteknikeren også med dette, så den helt rigtige arbejdsbelysning er til stede, hvis der skal høstes efter mørkets frembrud.

Som det sidste kalibreres mejetærskeren ved at kontrollere om minimum og maksimum omdrejninger på maskinens funktioner stemmer overens med virkeligheden, og udbytter og markdata trækkes ud til kunden via et USB, så data kan uploades til MyCaseIH. På mejetærskerens skærm indstilles maskinen også til den første afgrøder som den skal høste, og så er det bare at vente på, at høsten 2024 bliver skudt i gang.