VEDLIGEHOLDELSE

AF ​PRESSEREN


Owning Your Brand's Social Community Drives More Shoppers and Sales

DEN HELT STORE TUR TIL EN LB 334

Sæsonen 2023 er ovre og samtlige pressere har kørt på højtryk landet over. Det er derfor ved at være tid til den årlige vedligeholdelse, hvorfor vi tog en snak med servicetekniker Søren Christensen, en særdeles erfaren presserspecialist fra Yding Smedie & Maskiner i Bredsten, Lind & Kruse afdeling, om vedligeholdelse af en LB 334 XL-presser. Presseren har kørt to sæsoner uden vedligeholdelse, men nu har ejeren vurderet, at den skal have den helt store tur efter knap 10.000 baller pr. sæson.

Vedligeholdelsen starter altid forrest på maskinen med pick-up’en, hvorefter Søren arbejder sig ud mod bagenden. På pick-up’en kontrolleres det, om der er pick-up-fjedre, der er knækket, og hvis det er tilfældet, udskiftes de med nye fjedre. Pick-up-fjedre er en sliddel, der typisk knækker, hvis presseren kører i nogle kraftige spor eller slår mod sten i marken.

Herefter gennemgås pick-up-transmissionen for slid på kæden, som opstår ved almindelig brug af maskinen. Her skiftes kæden helt, da slid udmønter sig i kædeslaphed, som ikke kan afhjælpes ved at skifte et led eller to.

Pick-up-kobling og svinghjulskobling kontrolleres for slitage, og indpakkerbremse kontrolleres også for almindelig slitage på belægningerne. Slitagen kan mindskes ved regelmæssig smøring, hvor man som kunde kan få hjælp af et centralsmøreanlæg, som sikrer konstant smøring af alle smørepunkter.

Derudover kontrolleres indføringen for stenskader og slitage, som kan opstå hvis kunden f.eks. kører i meget græs. Netop sten kan også beskadige stempelknive og bundknive, så hvis der konstateres slid på disse, udskiftes disse naturligvis.


HOLD ØJE MED PICK-UP'EN

Presserens bindeapparat bruges der meget tid på i forbindelse med vedligeholdelsen, da det er en funktion, der udsættes for meget belastning igennem en hård sæson. Derfor kontrolleres bindeapparatet for slør i knytteren, generel slitage, skader på kniven og takterne på bindeappartet. Netop i forhold til takterne på bindeapparatet er der rigtig mange mål, der skal være i orden, så her bruges der en del tid på at sikre, at nålehøjder, nålegennemtrængning, garnstramning og lignende er i orden. 

Alle lejer kontrolleres, og hvis der er det mindste tegn på slør, justeres lejerne op eller udskiftes. Også her er regelmæssig smøring nødvendigt for at mindske slitagen, for hvis man glemmer smøringen eller ikke sørger for, at centralsmøreanlægget konstant er i drift, kommer der hurtigt en regning i form af nye lejer. Så det gode råd er at aldrig gå på kompromis med smøringen.

Presseren er herefter klar til at blive sat væk og afvente en ny sæson, men på falderebet giver Søren lige et godt råd, hvis du er I tvivl om hvorvidt du skal få serviceret din presser eller ej efter sæsonen. ”Hvis der mangler mange pick-up-fjedre på pick-up’en er det som regel et godt tegn på, at der er behov for vedligeholdelse af resten af maskinen”. 

Med det råd i mente så kontakt altid dine nærmeste Case IH forhandler, hvis du vil være sikker på, at din presser skal præstere optimalt i løbet af sæsonen 2024. Hos en autoriseret Case IH-forhandler har vi altid specialiserede serviceteknikere, der ikke laver andet end at vedligeholde, lige præcis dit Case IH maskineri. Altså en servicetekniker ligesom Søren.