I Aabenraa ligger vores samarbejdspartner Granits danske kontor, hvor MaxMag redaktionen har mødt administrerende direktør for Skandinavien, Johnny Gram til en snak om Granit som virksomhed, samarbejdet med Case IH forhandlerne og ikke mindst kunderne.

Granit blev etableret af Dietrich Fricke tilbage i 1923 i tyske Hesslingen, og er den dag i dag stadigvæk et familieforetagende med flere forskellige forretningsområder og en årlig omsætning på 7,5 milliard kroner. I 2000 gik Granit ind på det danske reservedelsmarked via en importøraftale, men da man ikke følte, at potentialet blev forløst, besluttede man sig for at oprette eget salgskontor i 2012. 

Herfra begyndte man at besøge kunder med et tilbud om et komplet sortiment af reservedele til alt fra landbrug, have & park til transport, og samlet set har Granit over 12 millioner varenumre i katalog. Reservedele til landbruget repræsenterer dog den klart største del af sortimentet, og er i dag 60% af Granits omsætning. 

Et naturligt supplement

Samarbejdet med Case IH blev etableret i starten af 2020 og indebærer levering af reservedele til alle de maskiner, der ikke er røde, og som kommer forbi en Case IH forhandler af den ene eller anden grund. Eller som Johnny siger ”Vi kommer ind i billedet, når en Case IH traktorkunde lige pludselig står nede på værkstedet med en plov, som ingen kender. Ja, så har vi sandsynligvis reservedelene til den”. 

Samtidig tilbyder Granit alle Case IHs kunder adgang til Partnershoppen, så de selv kan gå online og bestille reservedele til lige præcis de maskiner, som de har stående i maskinhuset, og som ikke er en Case IH-maskine. Her kan Case IH kunder bestille varer og have dem næste morgen – ligesom forhandleren.

Partnershoppen har ifølge Johnny et enormt potentiale, og med den trend der ses for tiden, er der ingen tvivl om, at Granit vil investere yderligere i, at give den travle landmand et alternativ til at skulle starte bilen og køre ned til den lokale forhandler for at købe reservedele eller andet til bedriften, men samtidig knytte ham tættere til forhandleren.

Tilgængeligheden er primær

En af Granits helt store styrker er deres logistik set-up, og lige syd for Hamburg ligger et enormt semi-automatisk lager på 100.000 kvadratmeter og med lige over 250.000 produkter, der kan betjene de danske kunder med levering dagen efter bestillingen. Selv de mest afsides egne af Danmark kan, ved bestilling inden kl. 17 om eftermiddagen, garanteres en levering kl. 7 om morgenen, og da der er 5 daglige afgange fra lageret i Hesslingen til Danmark, er der ingen ordrer, der får lov til at ligge og vente på lageret i Tyskland.

Priserne på Granits reservedele bliver konstant justeret i forhold til markedet af et lille team, hvis eneste opgave er at analysere markedet, så kunderne altid kan være sikker på at få den rigtige pris på deres del. Men hos Granit er prisen på den enkelte del ikke det vigtigste for som Johnny siger ”Har du varen, kan du levere varen, så sælger du varen”.

”Vi skal hjælpe der, hvor landmanden selv udskifter eller reparerer, men ikke på tekniske dele som kræver hjælp fra forhandlerens værksted” afslutter Johnny, så der er ingen tvivl om, at med et samarbejde mellem Case IH og Granit er en Case IHs-kunde dækket ind på alle områder.

Johnny Gram på kontoret i Aabenraa